Jeg laver meget gerne forløb, hvor den personlige udvikling kobles på den professionelle. Det kan være ledelse, kollegial supervision, præsentationsteknik eller ’mødet med kunden/borgeren’. Indenfor alle disse områder er de personlige og sociale kompetencer i spil, men der er også metoder, teknikker og håndgreb som er nyttige at kende til. Udviklingen af personen og den professionelle håndtering går ofte hånd i hånd. Min egen interesse for pædagogik startede, da jeg som 20 årig som led i min svømmelærer undervisning fik ansvaret for at lære 10 børn at svømme på 10 lektioner. Inden jeg fik sagt velkommen var 7 hoppet i vandet og ’udenfor pædagogisk rækkevidde’. 3 andre var tilsyneladende vandskræk og ikke umiddelbart modtagelige for mit fine undervisningsprogram.
En stor pædagogisk udfordring, som satte mange tanker i gang. Ikke blot omkring undervisning, men også om indlevelse, tillid, ansvar, ydmyghed, altså min egen rolle og udvikling.
“At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst, enhver, der ikke kan det, er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe andre. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper merforståelse ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståelse gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, at jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham, men al sand hjælp begynder med en ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og derved forstå, at det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret og ikke forstå hvad den anden forstår.”
Søren Kierkegaard
